Cellegrupper (kyknubólkar)

Der er 3 celler i Bethania:
“Voksen” – primært for folk med børn over skolealderen. Kontaktperson Torleif (tel 213631).
“Familie” – primært for familier med børn i eller under skolealderen. Kontaktperson Mats (tel 233532).
“Unge” – For unge (ca. 18+). Kontaktperson Sonny (tel 507174).
Du er meget velkommen til at kontakte kontaktpersonerne, hvis du ønsker at høre mere om de konkrete celler. Alle er velkomne, uanset om du har prøvet det før eller ej! Du kan også bare møde op uden tilmelding. Tidspunkt for celleaftener bliver annonceret på Bethanias FB. Du kan læse mere om cellegrupper herunder.

I missionshuset Bethania ønsker vi at styrke hinanden i troen på Jesus som vores personlige frelser, og gennem vores arbejde i missionshuset at vise andre hvem Jesus er. Dette arbejde foregår bl.a. gennem de tiltag, som missionshuset står bag:

  • Sunnudagsskúli
  • Ungdómsmøti
  • Hóskvøldsmøti
  • Sunnukvøldsmøti

Som noget nyt blev der i efteråret 2018 startet cellegrupper op!

Hvad er en cellegruppe?
En cellegruppe er en gruppe mennesker, der mødes jævnligt, for at dele troen på Jesus med hinanden, og styrke hinanden i dette (Heb. 10:23-25). Vi vil gerne forstå hvem Gud skabte os til at være, og hvordan det ser ud i vores liv (Efs. 2:19-22). Vi tror at vi kan give Gud mest ære, når vi er mest fyldt af Ham, og vi ønsker at se Ham ændre vores liv. En cellegruppe er ikke en ny opfindelse – det har været en central måde at mødes på lige fra kirkens begyndelse – ja, det var kirkerne det første flere hundrede år af kristendommen.

Hvordan foregår en cellegruppe?
Det er op til den enkelte cellegruppe at finde en form, der passer gruppen bedst. Vi lægger op til, at vi mødes i et privat hjem en hverdagsaften, eksempelvis hver 14 dag, og spiser sammen og taler sammen om vores tro. Vi ønsker at spise sammen og mødes i private hjem, da vi som kirkefamilie ønsker at invitere hinanden ind i hinandens liv. Herefter vil der være en samtale/diskussion omkring noget materiale, som vil omhandle vores relation til Gud og hinanden samt bøn. Vi ønsker, at en cellegruppe bliver et sted hvor vi kan være os selv, og et sted helt uden stress. Derfor kan man evt. hver især tage mad med til et fælles bord, og aftale at man slutter tidsnok til at små børn også kan være med. Vi lægger op til at børnene laver nogen aktiviteter sammen, mens de voksne diskuterer materialet.

Hvem kan være med i en cellegruppe?
Alle! Vi ønsker at cellegrupperne bliver et sted, hvor alle som har lyst kan mødes, uanset hvordan man har det, hvor godt man kender Gud og hvor i livet man er, ligesom vi vil lægge stor vægt på, at man kan deltage med børn. Afhængig af antal tilmeldte, vil der også være mulighed for at lave cellegrupper, som henvender sig specifikt til f.eks. unge eller børnefamilier. Der vil i hver cellegruppe være en cellegruppeleder (findes af/aftales med missionshuset).